#17 juni 2021

Hø, honning og hede

Kære alle sammen

Der er jo næsten gået en hel måned siden vi gav lyd fra os sidst, så der er naturligvis sket en hel del😊 Køerne og kalvene har det godt. Vi har ikke købt mælk og yoghurt i mere end en måned nu, ligesom vi også er helt selvforsynende med æg – det er slet ikke så dårligt… Det var en historisk dag da Bodil og Martha fik deres øremærker i. Gårdens første egenavlede store dyr med vores helt eget besætningsnummer på!

Juni måned har rigtig stået i kreaturernes tegn, da det vejr vi har haft må siges, at have været perfekt høvejr. Det er godt nok kun andet år vi laver vinterfoder til dyrene selv, men hold op hvor er kvaliteten blevet god i år!!! Vi har kun høstet hø på 8000-9000m2 da vi har planer for det resterende stykke, men det har givet ca. 360 baller, hvilket skulle være rigeligt til den flok vi har på nuværende tidspunkt. Det var overordentligt hårdt arbejde at få det hele ind på egen hånd, men det gik helt som det skulle😊

Det varme vejr har også virkelig været godt for bierne og vi har netop i søndags høstet honning fra vores 2 produktionsfamilier. Næsten 65kg blev det til, som nu er filtreret og hældt op i en stor tappespand. Heri skal det røres 2 gange i døgnet indtil det er klar til at blive tappet på glas, hvilket gerne skulle være senere på ugen. I kan tro at vi ser frem til at tappe 120 glas i stedet for de sølle 25 glas vi tappede sidste år! Samtidig har vi været så heldige at kunne fange en sværm, så vi nu igen har 3 bifamilier og den virker stor nok til, at vi måske endda kan komme til at høste lidt honning fra den allerede til august.

Ræven har vi desværre stadig problemer med og det har kostet yderligere 7 kyllinger siden sidste nyhedsbrev. Vi har fået et enkelt lille kuld mere på bare 4 stk. så pt består ”hønseflokken” af 6 høner og 9 kyllinger hvorfor salg af æg har lidt lange udsigter… Vi har brugt meget tid på at prøve at fange Mikkeline, men ligesom de mus der finder ind under køkkenvasken i huset om vinteren, er ræven sgu desværre mere snu end os☹

Sikke en svær gro sæson vi har haft i køkkenhaven i år! Først kulden og det våde vejr hele maj måned og så et fuldstændigt omslag til masser af varme og en forfærdelig tørke. De sidste 2 dage har givet os sølle 6mm vand og det er det eneste vi har fået i næsten 30 dage. Et uheld kommer jo sjældent alene og i vores febrilske forsøg på at holde køkkenhaven nogenlunde med vand, brændte vores husvandværk sammen☹ Derfor har vi ikke kunne gennemvande grøntsagerne, men kun sørge for at de i det mindste ikke kreperede i heden. Så langt så godt, men det hele lader vente på sig og der går lang tid før afgrøderne bliver klar hvis ikke vandet snart virker igen… Allerbedst ville det selvfølgelig være hvis der kom noget regn, men det ser indtil videre ikke rigtig ud til at være på vej.

 Intet er dog så skidt at det ikke er godt for noget. Høet og honningen er selvfølgelig én ting, en anden er alt det vi har lært om vandtryk, pressostater, hydroforer og så vandføringen på vores ejendom. I forbindelse med udskiftning af husvandværket og fejlsøgning på vandrørene har vi fået endevendt ejendommen og har nu helt styr på hvordan det hele fungerer. Desværre er fejlen ikke sådan lige at udbedre så vi har hyret en VVS’er til at komme og skifte noget gammel 50mm jernrør.

Af en eller anden mærkelig grund har ukrudtet dog kunne trives helt fantastisk uden vand, så nu bliver vi virkelig straffet for ikke at have været i køkkenhaven, sådan for alvor, i snart 2 uger. Der trænger gevaldigt til at blive luget ud og ordnet i alle bedene og så skal der selvfølgelig vandes igennem når VVS’erne har været her. Men altså, ALLE som har tid og lyst til at komme og få noget jord under neglene, er mere end velkomne. Køkkenhaven ligner noget der er løgn lige nu, men det kan stadig sagtens nå at reddes! Heldigvis har vi jo fået afsluttet en masse andet arbejde i heden, så vi går i permanent luge mode fra nu og et par uger frem og så håber vi på, at få det hele til at ligne en million og blive klar til vandet😊 Jo flere der har mod på at hjælpe, jo større er chancen for at det lykkes!

Kærlige hilsner

Caroline og Christoffer

Afgrøder o.a.

  • Honning

Opgaver/aktiviteter

  • Lugning og vanding i køkkenhaven
  • Ombygning af staldindretning hos kvæg og høns
  • Såning af bønner
  • Opbygning af kompost

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *